Min oplevelse med STU og overgangen til voksenlivet

– ærligt om at stå lige midt i det

Jeg er lige ved at være færdig med min STU. Det føles både virkeligt og helt uvirkeligt. Jeg kan mærke det i kroppen: nervøsiteten, spændingen – og den der tomhedsfølelse, der sniger sig ind, når noget kendt er ved at forsvinde. I det her indlæg vil jeg dele min oplevelse med STU: hvad det har givet mig, hvad jeg frygter, og hvordan det føles at stå lige på kanten af voksenlivet.

STU: Et fristed, en struktur og et sted med plads

Da jeg startede på STU, var jeg 17 og udkørt af skolelivet. Jeg havde brug for et sted, hvor jeg bare kunne være mig – uden at skulle forklare mig selv hele tiden. STU blev det sted. En tryg base, hvor jeg kunne øve mig i livet uden hele tiden at være bange for at fejle. Her blev jeg mødt med forståelse, respekt og rummelighed – også på de svære dage.

Jeg har lært så meget. Ikke bare praktiske ting som at møde op og strukturere min tid, men også noget helt grundlæggende: At jeg ikke er forkert. At min måde at være i verden på er gyldig. At jeg ikke skal ændre mig for at passe ind.

Det, jeg tager med mig

STU har givet mig meget mere end undervisning. Jeg tager nogle af de vigtigste ting med mig videre:

• Struktur i hverdagen – som skaber ro og forudsigelighed

• Et fællesskab, hvor jeg ikke følte mig udenfor

• Støttende voksne, jeg kunne regne med

• Muligheden for at arbejde med noget, jeg brænder for (som SoMe og frivilligt arbejde)

• Og vigtigst: Troen på, at jeg godt kan noget.

Ikke i kæmpespring – men i små skridt. Og små skridt tæller også.

“Selv små skridt er skridt fremad.”

Overgangen: kaotisk og fyldt med spørgsmål

Lige nu er det hele ret intenst. Min sidste dag nærmer sig, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu? Hvad skal jeg? Hvor skal jeg høre til, når STU ikke er der mere?

Jeg har haft møder med kommunen, snakket med kontaktpersoner og fået forskellige forslag. Måske bliver det et fleksjob – måske noget andet. Men intet er sikkert. Og det er netop det, der gør det svært.

Jeg er vant til en hverdag med trygge rammer. Voksne, der kender mig. En struktur, jeg kan læne mig ind i. Nu skal jeg finde alt det igen – et andet sted.

“Når STU slutter, slutter ikke bare en skole – der slutter en hverdag, jeg kender og føler mig tryg i.”

Overgangen føles ikke glidende – men brat

Jeg havde en idé om, at der ville ligge en plan klar. At nogen ville tage over. Men overgangen er rodet og usikker. Det føles som at blive skubbet videre, uden helt at vide hvorhen.

Pludselig skal man:

• Forholde sig til nye voksne

• Skabe en ny hverdag fra bunden

• Navigere i systemet uden at kende vejen

Og selv hvis det nye bliver godt, så kræver det energi og overskud – som ikke altid er der.

“Det føles lidt som at blive sendt videre, uden et kort i hånden.”

Det, jeg prøver at holde fast i

Midt i alt det svære prøver jeg at gøre små ting for at bevare roen og føle mig lidt mere klar:

• Jeg har skrevet ned, hvad jeg har brug for i min hverdag (struktur, støtte, ro)

• Jeg har talt med dem omkring mig om mine bekymringer

• Jeg prøver at acceptere, at alt ikke skal være perfekt fra dag 1

• Jeg minder mig selv om, at det er normalt at være usikker og bange

Jeg ved nu, at det er okay at bede om hjælp – også som “voksen”.

Til dig, der også er på vej ud

Hvis du også snart er færdig med STU, vil jeg sige: Du er ikke alene. Det er en kæmpe omstilling. Det er normalt at være i tvivl, bange eller ked af det. Men du har lært noget. Du har bevæget dig. Og du må godt tage næste skridt i dit eget tempo.

Tal med dem, du stoler på. Spørg om hjælp. Fortæl, hvordan du har det.

“Det er ikke et nederlag at være bekymret – det er et tegn på, at du tager dig selv og din fremtid alvorligt.”

Hvor jeg er lige nu

Jeg står lige dér, hvor det velkendte snart slipper. Jeg ved ikke præcis, hvad der venter – og det skræmmer mig. Men jeg har lært, at jeg godt må være i tvivl. Og at jeg ikke starter helt forfra.

Jeg tager alt det med mig, jeg har lært: at passe på mig selv, at række ud, og at små skridt også er fremskridt.

“Jeg ved ikke helt, hvor jeg lander – men jeg ved, at jeg nok skal finde ud af det. På min måde.”