“Min tid i autisme” – En personlig refleksion

“Min tid i autisme” – En personlig refleksion

---

Indledning: En dag med særlig betydning

Den 2. april markerer verden International Autisme Dag. En dag, der for mange måske bare flyver forbi i nyhedsstrømmen, men som for os med autisme – og for dem, der står os nær – bærer på noget langt større: anerkendelse, forståelse og ikke mindst håb.

For mig er denne dag ikke kun en markering, men også en anledning til at stoppe op og kigge tilbage. Til at huske, hvordan min rejse med autisme har formet mig – og til at anerkende, at det har været alt andet end en lige vej.

---

Min opvækst med autisme

Jeg blev diagnosticeret med autisme i 8. klasse, som 14-årig. På mange måder var det en lettelse – endelig havde jeg en forklaring på, hvorfor jeg oplevede verden, som jeg gjorde. Men det var også svært. Nu stod det på papir, at jeg var anderledes. Det føltes både sårbart og tungt, men samtidig gav det en helt ny forståelse af, hvad jeg havde brug for – og hvordan jeg kunne få den rigtige hjælp og støtte. Min klasse tog heldigvis godt imod det og respekterede det. Det betød virkelig meget i en periode, hvor jeg var ved at finde mig selv på ny.

Min skolegang op til da havde været kaotisk og præget af mange skift. Jeg har oplevet mobning, uforudsigelighed og manglende støtte – ting, der er enormt svære, når man har autisme. Folkeskolen er desværre ikke bygget til unge som mig. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, og jeg forstod ofte ikke, hvad jeg skulle lave – selvom jeg egentlig var god til det. Hvis ingen satte sig ved siden af mig og hjalp mig med at gennemgå opgaven, blev det for overvældende. Jeg følte mig dum, og det udløste nedsmeltninger. Jeg havde ikke den støtte, jeg havde brug for, og det satte sine spor.

Men én ting i skolen var mit fristed: håndværk og design. Her følte jeg mig hjemme. Jeg kunne fordybe mig i kreative projekter, mærke roen og glæden ved at skabe noget med mine hænder. Det var dér, jeg følte mig god. Jeg er ret krea, og det rum var et sted, hvor jeg kunne være mig selv. Jeg tror, jeg brugte tusindvis af timer der – i hvert fald i hjertet.

Hjemme havde jeg heldigvis noget, som skolen ikke kunne give mig: struktur og forudsigelighed. Min mor har virkelig kæmpet for mig. Hun har altid været opmærksom på, hvad jeg havde brug for – og hun gjorde en kæmpe indsats for at give mig ro, overblik og faste rammer. Det kunne være alt fra at få at vide, hvad vi skulle, til hvornår ting skulle ske. Hun var mit sikkerhedsnet, og jeg er dybt taknemmelig for den tryghed, hun skabte.

---

Overload, misforståelser og masker

Et af de mest gennemgående temaer i mit liv har været overload – den mentale og fysiske overstimulering, som kan komme af for mange indtryk, krav eller ændringer. For mennesker uden autisme kan det virke som “bare træthed” eller “stress,” men for mig føltes det ofte som at stå midt i et lynnedslag uden nogen steder at søge ly.

Og så er der maskeringen – det sociale kamæleonliv, som mange autistiske personer lærer at mestre for at “passe ind.” Men det koster. At skjule sin sande måde at være på kræver enorm energi, og ofte har jeg betalt prisen i form af udmattelse, angst og sammenbrud bag lukkede døre. Maskering kan være en overlevelsesstrategi – men den fjerner os også længere og længere fra os selv.

---

En anderledes forståelse

Efter min diagnose begyndte jeg langsomt at forstå mig selv på en ny måde. Jeg opdagede, at det ikke handlede om, at jeg “var for meget” eller “ikke prøvede nok.” Det handlede om, at jeg havde brug for noget andet end det, samfundet forventede som standard. Jeg begyndte at se mine behov som legitime – og ikke som svagheder.

Det gav mig en ny form for styrke. Jeg begyndte at turde sige fra, sætte grænser og søge de miljøer, hvor jeg kunne få lov til at være mig selv – uden konstant at skulle forklare eller tilpasse mig.

---

Hvorfor International Autisme Dag betyder noget

Når vi taler om autisme, handler det ikke kun om diagnoser eller vanskeligheder – det handler om mennesker. Om os, der lever med autisme hver dag og lærer at navigere i en verden, der sjældent er skabt til os.

International Autisme Dag er vigtig, fordi den sætter fokus på os – og ikke kun som nogen, der skal “hjælpes” eller “rettes til” – men som mennesker med ressourcer, værdier, perspektiver og stemmer, der fortjener at blive hørt.

Det handler ikke kun om at blive mødt med tolerance – men med ægte nysgerrighed og respekt. Det handler om at få lov til at eksistere som dem, vi er – uden hele tiden at skulle bevise vores værdi.

---

Mit håb for fremtiden

Mit håb er, at flere unge får en tidligere og mere nænsom vej ind i forståelsen af deres autisme. At de slipper for at vokse op med skam, selvbebrejdelser og fornemmelsen af, at de er forkerte.

Jeg ønsker et samfund, hvor vi bliver bedre til at tilpasse rammerne – ikke personen. Hvor der er plads til forskelligheder, og hvor ingen skal slide sig selv op for at passe ind i en form, de aldrig var skabt til.

---

Afslutning: Autisme er en del af mig – men ikke hele mig

Autisme er en del af min identitet, men det definerer mig ikke alene. Jeg er også en kreativ sjæl. En der elsker at fordybe mig. En, der har kæmpet. En, der har lært at stå ved sig selv.

På denne dag vil jeg sende en kærlig tanke til alle dem, der stadig kæmper for at blive set og forstået. Du er ikke alene.